Kredsformanden skriver

Lidt tanker om OK18 (29-04-2018)
For halvandet år siden stod Anders Bondo foran ca. 100 af vores medlemmer til medlemstur på Haraldskær og fortalte om perspektiverne for OK18. Han varslede allerede dengang, at vi i 2018 skulle have et opgør med Lov 409, men samtidig fastslog han også, at OK18 ikke ville fjerne alle vores problemer. 
De sidste måneder har mange af os mærket det enorme sammenhold på tværs af fagbevægelsen, som har været kendetegnende for disse overenskomstforhandlinger, og det har bidraget til at øge håbet om, at vi nu var på vej mod den game changer, der igen skulle sikre os rimelige og aftalte vilkår om arbejdstid. Måske endte det rent faktisk også med at vi begyndte at tro på at opnå mere end der realistisk set var mulighed for…?
To nætter har jeg efterhånden sovet på forliget om OK18, der blev indgået på det kommunale område St. Bededag. Fordele og ulemper er blevet vejet op imod hinanden. Strategier og perspektiver er blevet vendt og drejet.
Jeg skal blankt erkende, at jeg er skuffet. Lønforbedringerne er som udgangspunkt acceptable, men det som for vores medlemmer har haft allerhøjest prioritet – arbejdstid – forblev uforløst. Men skuffelsen skal rettes det korrekte sted hen. Der skal to parter til at indgå en aftale, og vi må bare konstatere, at vores arbejdsgiver, repræsenteret af KL, ikke har ønsket med en aftale at leve op til deres ansvar for en velfungerende folkeskole. De har ikke anerkendt det enorme behov, der er i skolen, for at lærerne får ordnede rammer om arbejdstiden. Vores arbejdsgiver har stædigt fastholdt, at vi lærere fortsat skal have dårligere arbejdsvilkår end kommunernes øvrige grupper af basismedarbejdere. Det er dumt og det er dybt urimeligt. Det skuffer mig dybt! Men min skuffelse er ikke rettet mod vores egne folk. De har ikke haft en mulighed for at lande en aftale, der indeholdt aftalte forhold om arbejdstid, der modsvarede det som andre har.
Burde Anders og LC, have undladt at lande et forlig, når vi ikke kunne få noget på arbejdstid? Burde de have ledt os ud i en konflikt, når vores væsentligste krav ikke blev indfriet? Det er bestemt en overvejelse værd. For at vores hovedforhandler og DLF’s hovedstyrelse skal sende os i en konflikt, der gældsætter både medlemmer og forening, så skal der i min optik være mere perspektiv i det træk, end der er i at indgå et forlig. Alternativt skulle de jo vælge at sende os i en konflikt for signalværdiens skyld. Det er jeg glad for, at man ikke har gjort. Vi har gjort os klar til konflikt både lokalt og centralt, og jeg havde gerne taget en konflikt, hvis den handlede om mere end vores arbejdstid, men vores situation ville blive alt for sårbar, hvis vi ”trak” alle de andre faggrupper med i en konflikt, som principielt ville vedrøre os alle, men helt konkret kun ville dreje sig om lærernes arbejdstid. Med en omskrivning af et Flemming Vinther-udtryk, så ville presset på os internt fra de øvrige organisationer være enormt inden vi kunne stave til Ib. Det ville måske tvinge os til at acceptere en aftale, hvilket ville være endnu mere skadeligt på sigt end det vi står med nu.
Nu står vi fortsat med Lov 409 til at regulere vores arbejdstid (vi har IKKE skrevet under på den og en JA-stemme er heller ikke en accept af Lov 409) og tillagt det igangsættes der så et forpligtende arbejde i en fælles kommission (det ordvalg kunne sagtens have været bedre), hvor en uafhængig formand med vide beføjelser skal ”afdække udfordringer og muligheder med arbejdstidsreglerne på underviserområdet”. 
Det er ret langt fra mit drømmeresultat for OK18! Problemet er primært, at det ikke forandrer noget nu, selvom behovet er stort, men jeg kan sagtens se perspektiverne i det her på en lidt længere bane. Mange har på de sociale medier med frustration fremført, at vi jo godt kender alle svarene. Og de har givetvis ret. Men pointen er, at KL hidtil ikke har anerkendt de svar. For første gang siden OK13 har de rent faktisk accepteret, at vi i fællesskab tegner et retvisende billede af forholdene og den betydning de har. Det er nye toner, som lover positivt for fremtiden – men desværre ikke har betydning for nutiden. Hvis kommissionsformanden får frie hænder til at fremlægge sine konklusioner er det et skridt fremad, som er vigtigt, men jeg anerkender fuldt ud, at tidsperspektivet er dybt problematisk i forhold til at mærke konkrete forbedringer af ens arbejdsliv. Og så er vi tilbage ved om vi kan konflikte os til noget bedre.
Jeg har naturligvis ikke svaret på det, men jeg har svært ved at se KL via forhandling under en konflikt eller Løkkes regering med et indgreb, som afslutning på en konflikt, begave os med arbejdstidsregler, som vil være mærkbart anderledes end dem vi har nu. Skal det have chancen? Det er nu medlemmernes valg og jeg har den største respekt for det resultat vi ender op med. Jeg håber bare at folk tager sig tid til at sætte sig ind i det samlede resultat og hvilke perspektiver, der er i det contra en konflikt. 
Trods min skuffelse over resultatet (og vores arbejdsgivere), så hælder jeg mest til at bakke op om et JA. Ikke fordi vi har fået vores væsentligste krav opfyldt, for det fik vi jo ikke. Mit lunkne JA er fordi jeg synes det er det, som trods alt peger mest fremad. Men jeg er dybt frustreret over, at vi ikke får taget hånd om de urimelige rammer om arbejdstiden her og nu. Med det her ikke-resultat på arbejdstid er der igen lagt et kæmpe ansvar på de lokale parter, og der synes jeg, at arbejdsgiverne har fået et forøget ansvar for at vise, at de rent faktisk vil folkeskolen og dens lærere. Det skal vi om muligt arbejde endnu hårdere for at få til at lykkes. Men uden 2 parter, der vil det, så kan vi heller ikke lykkes lokalt. Står vi sammen i flok er chancerne dog meget større end hvis vi lader os splitte. Både lokalt og nationalt.
Hvis nogen er med så langt, skal der også være plads til et lille surt opstød. Eller måske snarere en refleksion over noget vi gjorde forkert. I bagklogskabens lys ærgrer det mig, at vi som forening valgte at kommunikere som vi gjorde om OK-resultatet, for jeg tænker rent faktisk, at det er stærkt medvirkende til, at mange reagerer så følelsesmæssigt stærkt lige nu. Det var en fejl, at melde ud, at der var en aftale og derpå lade medlemmerne glæde sig over det i flere timer i troen på et resultat, der også løste det væsentligste på vores område. Da det så kom frem, at aftalen pga. arbejdsgivers manglende vilje var mangelfuld, var det med til at øge frustrationen. Det var i mine øjne en fejl, det ærgrer mig og det håber jeg at vi lærer af.

 

Med venlig hilsen

Ole Bjerre Martinussen

Kredsformand,

Hedensted Lærerkreds

76 74 19 00